Hvorfor egentlig URkraft?

Ordet Urkraft kom til mig, da jeg sidste forår sad og udviklede på et 12-ugers forløb til mænd i ressourceforløb i samarbejde med Jobcenter Køge.

Min antagelse var, at mænd i ressourceforløb havde været så lang tid i systemet, at de havde mistet kraft, retning og fodfæste i deres liv. De havde simpelthen brug for hjælp og støtte til at (gen)finde vejen til deres egen urkraft. At finde sin urkraft handler altså om at finde et spor ind til, hvem man egentlig er, hvad man egentlig vil med sit liv, og hvad man står for.
Og det måtte nødvendigvis være i et fællesskab med andre mænd med nogle af de samme udfordringer i naturen i rolige og rekreative rammer.

To af de fem mænd havde på de 12 uger – med egne og Jobcentrets ord – rykket sig markant if til at stå stærkere i, hvem de er, og hvad de ville og kunne.

I 2018 er jeg blevet bedt om at lave yderligere to 12-ugers forløb i Køge, fordi det virker, og fordi den måde, vi arbejder på i fællesskabet skaber et tillidsfuldt og respektfuldt rum, hvor den enkelte har mulighed for at blive set og hørt – og derfra tage næste skridt i sit liv.

Jeg havde egentlig tænkt, at URkraft – mænd, bål & fællesskab kun skulle være et koncept rettet mod mænd i ressourceforløb.
Men når jeg ser mig omkring, og lytter til mennesker, jeg møder, så fornemmer jeg – i et samfund, hvor tingene går ufatteligt stærkt, og alt skal optimeres, og man skal være til stede på mange forskellige platforme for at være i loopet – at der er et behov for mænd i det hele taget at finde sammen i fællesskaber, hvor vi kan lære af hinanden igennem gode samtaler og refleksioner over det liv, vi lever og ønsker at leve. Fællesskaber hvor vi kan skabe meningsfulde relationer til hinanden, der nærer os i stedet for det overfladiske og det hurtige.

Jeg bliver af og til spurgt, hvorfor forløbene foregår i skoven omkring bålet, da man der er meget mere udsat if til vejr og vind. ’Brug da i stedet et lokale i én af de større byer, det er jo der, kunderne er’, hører jeg også. Og jeg kan ikke modsige fornuften i nogle af forslagene. De giver god mening.

Men for mig at se så er skoven og bålet et rum, der kan noget helt andet end et lokale inde i byen.
For mig er skoven et rum kendetegnet ved langsommelighed og ro. Bålet er en – næsten – tidløs urkraft. Begge elementer danner tilsammen et rum, hvor vi kan koble helt ud af hverdagens online- og offline ræs og i stedet koble os på skovens og bålets ro. Her kan vi som mænd – i ressourceforløb, arbejdende eller noget helt tredje – have de gode meningsfulde samtaler, der dels danner grobund for selvindsigt- og udvikling samt potentielle fremadrettede venskaber.
For mig er det urkraft – hvad er det for dig?

Debatindlæg i Jyllands-Posten om mænds følelsesmæssige intelligens

Søndag den 7. juli bragte Jyllands-Posten mit debatindlæg i den aktuelle samfundsdebat om manderollen.

Det er et indlæg, jeg har gået og brygget på i lang tid. Så jeg er rigtig glad for, det blev bragt, da jeg egentlig synes, det er blevet ret godt.

Læs debatindlægget: “Der er brug for mænd, der kan bruge deres maskuline følelsesmæssige intelligens”

Er jeg egentlig mand nok?

Jeg kalder på overgangsriter fra dreng til mand!

Jeg vil hævde, at vi bærer rundt på konsekvenserne af fraværet af en tydelig overgang fra dreng til mand langt ind i vores 20’ere, 30’ere og måske endda 40’ere.
For årene går, og vi bliver aldersmæssigt ældre, men hvad er det egentlig, der indikerer, at vi er blevet mænd?
Vi svæver rundt uden at have noget holdepunkt eller klar retning, og konsekevensen er, at vi kan have svært ved at finde vores ståsted i voksenlivet.

Det bliver op til hver enkelt at definere ud fra mere eller mindre selvvalgte parametre, hvornår han er blevet en mand. Det nærmeste pejlemærke, som jeg umiddelbart kan se, er faderskabet.
Her får vi et medansvar for et lille barn. Altså en klar markering af at vi er større og ældre end det barn, vi tager os af. Men hvad så med dem, der ikke bliver fædre? Hvad har de at holde sig til?

Hvad med konfirmationen?

Nogen ville hævde konfirmation er en klar overgang. Her siger vi ja til at træde ind i de voksnes rækker. Men ud over en overflod af gaver, blå mandage og et udenadlært fadervor, ser jeg ikke ret meget overgang i konfirmationen.
Det var det tidligere, hvor konfirmationen markerede en overgang til et voksenliv, hvor man kunne blive gift og komme hjemmefra for at tjene etc.
Men det er der ikke meget tilbage af i dag, hvor børnene efter konfirmationen fortsætter deres liv hos forældrene.

Overgangsriter

Jeg savner klart definerede overgange og kalder derfor nu på overgangsriter fra dreng til mand.
Det skal tjene som en støtte igennem livet. En klar markering af hvilken fase i livet, man er i.
Overgangsriter kan anvendes til flere forskellige forhold i livet – lige fra overgangen fra vinter til forår til et nyt job, en skilsmisse, dødsfald i familien etc. Altså en klar markering af at noget er afsluttet for at noget nyt kan begynde.

Her vil jeg beskæftige mig med overgangen fra dreng til mand.
I vores del af verden, er vi mig bekendt ikke i nyere tid bekendt med klare overgangsriter fra dreng til mand.
Men skeler vi til andre kulturer, findes der mange former for overgangsriter.

Askens kraft!

Jeg henter inspiration i den fremragende bog om mænd, Jerns Hans (Iron John på engelsk) af Robert Bly, hvor vi her lærer vi om, hvordan asken er blevet brugt og bruges i overgangsriter i fx Australien, Afrika, Det nære Østen, Sydamerika og Stillehavsområdet:

“Indvielsen kræver, at før en dreng kan blive en mand, må det barnlige væsen inde i ham dø. Aske-tiden er en tid der er sat af til den egocentrerede drengs død. Drengen på mellem otte og tolv år, som er blevet fjernet fra sin mor bliver overladt til de gamle mænd; de skal være hans vejledere, og de dækker hans ansigt og sommetider hele hans krop med aske, så han kommer til at ligne de døde og bliver mindet om den forestående indre død. Måske bliver han anbragt i mørke i time- eller dagevis, så han kan møde sine forfædres ånder. Så skal han måske kravle igennem en tunnel – eller en vagina – lavet af kviste og grene. De gamle mænd venter på ham ved udgangen, først nu får han et nyt navn.
I nogle kulturer opfatter mødrene ritualet så betydningsfuldt at de, når de atter bliver genforenet med deres sønner, lader de som om de ikke genkender dem og skal præsenteres for dem. Mødrene tager begejstret del i indvielsen.”

Her er der en hel klar overgang. Drengen er nu blevet til mand og betragtes og behandles som mand.
Det er min påstand, at det fravær af ældre mænd i unge drenges liv samt klare overgangsriter fra dreng til mand, skaber et identitetsmæssigt tomrum. Det tomrum overlades til den unge dreng at fylde ud, hvad han bevidst eller ubevidst finder sandt.

Er jeg egentlig mand nok?

… var overskriften på mit indlæg.
Jeg har jo ikke gennemgået noget overgangsritual som dreng, hvor jeg har fået aske i hovedet og kravlet igennem en tunnel.

Til gengæld er jeg blevet far og har en alder (38), hvor det vel er okay at kalde sig mand, eller…?

Én af grundene til jeg startede Mandefællesskaber var en – i fraværet af klare overgangsriter – et ønske om at vi i fællesskab kunne definere, hvad det vil sige at være mand ud fra de liv, vi lever og de udfordringer, vi har. Hver mand sin historie og sine værdier.
Det mandefællesskab og de historier og værdier, der bliver delt ved bålet er vores overgangsritual.

Men hvad med de unge drenge? Hvordan skal de lære, hvad det vil sige at være mand uden klare overgangsriter?

Jeg vil derfor invitere til, at vi i fællesskab får udviklet nogle modeller for overgangsriter, der giver mening for dem.
Så vi får sendt dem godt afsted mod voksenlivet og manddommen.

I aften er det vores sidste møde i mit første mandegruppeforløb. Jeg har forberedt et overgangsritual, der skal markere afslutningen på vores arbejde og starten på gruppens fortsatte arbejde – uden mig.

Så måske er jeg blevet (eller ved at blive) en mand…(?)